Kunstneren


Kære kunde,
Jeg har haft lyst til at dele en lidt mere personlig opdatering med jer.

Hvis du har oplevet, at butikken oftere har været lukket på det seneste, er der flere grunde til det. For to uger siden blev jeg opereret i min højre storetå, og jeg er stadig i gang med at komme mig. Det går fremad, men det kræver lidt mere ro og fleksibilitet i hverdagen.

Samtidig bærer jeg også erfaringen fra en operation i 2024, som tog mig lang tid at komme ordentligt tilbage fra. Det har gjort mig mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at lytte til kroppen og skabe en arbejdsrytme, der er bæredygtig på længere sigt.

Derfor har jeg over de sidste par år stille og roligt bevæget mig i retning af at arbejde mere efter aftale. Det har vist sig at fungere rigtig godt – både for mig og for jer, der kommer i værkstedet. Det giver mig mulighed for at være mere nærværende i hvert enkelt møde og samtidig passe bedre på mig selv. Resultatet er også, at jeg oplever mere inspiration og fordybelse i mit arbejde.

Butikken er stadig åben, når jeg er i værkstedet – ofte om eftermiddagen eller i forbindelse med aftaler – så du er altid velkommen til at kigge forbi. Du er også meget velkommen til at kontakte mig på forhånd, hvis du vil være sikker på, at jeg er der. Træffes bedst på mobilen: 42476757. Åbner også på skæve tidspunkter.

Noget, jeg især har lagt mærke til på det seneste, er, at mange af jer, der kommer, søger smykker med en særlig – ofte personlig eller spirituel – betydning. Det er en stor glæde for mig at få lov til at arbejde med netop den type smykker, da jeg selv har en stor interesse for det spirituelle og det, der ligger bag formen og materialet.

Jeg vil derfor fortsat tage imod jer både spontant, når døren er åben, og efter aftale, så jeg kan give jer den tid og opmærksomhed, som sådanne processer fortjener.

Tak for jeres forståelse, tålmodighed og støtte – det betyder mere, end I måske tror.

De bedste hilsener

Ekaterina


Ekaterina Savova er kunstneren bag smykkerne. Ekaterina er uddannet guldsmed og medlem af Københavns Guldsmedelaug.

Hun er en person, som har en smittende entusiasme og skaber hurtigt, ideer og nye former.

Kan træffes på tlf 42476757

Ekaterina skaber tidsløse og unikke håndlavede smykker.

“Jeg laver mine smykker ud fra min egen inspiration og intet er umuligt.

En af de største inspirationskilder for mig, er sten og deres farvespil. Når jeg rører ved stenen, hvisker den til mig, hvad den vil gerne blive til. Den fortæller mig spændende historier fra fjerne lande og fortiden. Det føles ofte som om, at jeg hjælper et smykke med at blive til, og at jeg blot er vidne til noget smukt, der så gerne vil fødes og komme til live.

Kvinder er også en inspirationskilde for mig. Kvindernes skønhed, facetter og magi.

Sidst, men ikke mindst er naturen kilde til stor inspiration. Naturen - den største kunstner af alle. Alle former og overflader, der findes i naturen, minder mig om min barndom ved kysten og bjergene i Bulgarien. De taler stærkt til mig og jeg husker bølger i vandet og de stier, hvor jeg gik og smeltede sammen med naturen.

Et aspekt som er væsentligt for mig er, at smykkerne kan anvendes på forskellig vis. Jeg kan godt lide diversitet og mulighed for afveksling. De skal være spændende og der skal helst være mulighed for at udskifte og kombinere forskellige sten og vedhæng. Ofte er øreringene asymmetriske med et legende udtryk.

Ekaterina har i de sidste seks somre haft to ugers åbent værksted på Rudolph Tegners museet i Dronningmølle.

Hun blev udvalgt til at være en af dem, der skulle repræsentere Guldsmedelauget til Laugenes Opvisning i Moltkes Palæ i 2021. Formålet med Laugenes Opvisning, hvor H.K.H. Prinsesse Benedikte overværede begivenheden, var at fremvise det ypperligste håndværk fra guldsmedebranchen, skræddere, bundtmagere, modister mm.



Mange former og ideer bliver født ud fra kundernes fortællinger. For Ekaterina er kunderne ikke blot en nødvendig bestanddel af en forretning, men også medskabere. "Jeg lytter til de mennesker som kommer til mig for at designe smykkerne sammen". De mange nye former opstår i dialogen og samværet med kunderne. Ofte af kundernes egne materialer eller smykker.

Særligt er det øjeblik hvor gamle smykker med affektionsværdi bliver smeltet og flydende hældt over i en støbeform. Kun nogle få minutter er nok til at en håndfuld gammelt guld bliver til et nyt og meningsfyldt smykke som vil ledsage familien videre i flere generationer.

Ekaterinas smykker kan ses og købes på nettet, der er både en facebookside Savova Jewelry og Instagramside savova_jewelry som jævnligt bliver opdateret med billeder af nye kreationer. Smykkerne også bliver udstillet både på private og offentligt tilgængelige udstillinger.

For at lave en aftale skriv til:

tlf 42476757
eller
e-mail: eksavova@gmail.com